Club Global goes Balkan (DK/SRB)


Lørdag den 19. december, kl. 21.00-04-00

Balkan Party bjonko200x.jpg


Bjonko & Copenhagen Chalgija

Festlige danse, funky rytmer og lange klagende soloer.


Så er der dømt bryllupsmusik på balkanmanér. Dem der har oplevet et bryllup på Balkan ved hvad det handler om. Til andre er der kun at sige: Kom indenfor til en fantastisk musikoplevelse, der både kridter danseskoene og synger til følelserne i en skøn blanding.  
Bryllupsmusikken er nok den vigtigste musikevent på Balkan, og i hele regionen er musikerne mestre i – med timelange kædedanse og hjerteskærende soloer – at formidle den blanding af festlige og sørgmodige følelser der præger et bryllup.  

Men bare rolig – der behøver ikke at være bryllup i luften for at være med her. Musikken er yderst imødekommende og egner sig til enhver festlig lejlighed. Chalgija betegner en løs stilart der stammer fra det sydøstlige Balkan (det sydlige Serbien, Bulgarien, Makedonien, Grækenland og Tyrkiet), og blev, især under det Osmaniske Riges store indflydelse i området, spillet på de lokale barer, med hver enkelt regions særlige præg.  
Bjonko & Copenhagen Chalgija har deres hovedinspiration fra Makedonien, men som med det meste Balkanmusik er stilarterne i nær familie, og vi vil få serveret toner og rytmer fra hele regionen.

Orkestret er sammensat af makedonsk-københavnske Bjonko Stosic (klarinet, saxofon). Derudover har vi Miko Horovic (trompet, percussion), Rasim Durakovic (harmonika), Andrzej Krejniuk (bas), Bjørn Heebøll (trommer, percussion) og Andor Trubovski (wagner tuba).
Alle dybt dedikerede til balkanmusikken og opsat på at give os en festlig aften – og mon ikke de spiller op til en kædedans eller to…  

Shazalakazooshazalakazoo200.jpg


Folkstep og Balkan Breakz


Denne produktive duo, bestående af Milan Djurić og Uroš Petković fra Beograd, har lavet elektronisk musik siden 1998, og de er gode til det…

De har optrådt på utallige festivaler, haft et radioshow og er nu i fuld gang på verdens dansegulve. Musikken er sat sammen af velstrikkede elektroniske beats’n basslines og energiske balkantemaer og melodier der, når de ikke selv har konstrueret dem, består af veludvalgte samples fra den traditionelle balkanmusiks enorme skattekammer. En enkel og uhyre effektiv opskrift på gang i dansegulvet.

Som de selv beskriver det, er musikken ikke ment som højnæbbet kunst, men, som det mange steder altid har været: god underholdning til folket.
Less talking, more dancing and tomorrow is a new day…


Hør dem på:

http://www.myspace.com/bjonko

http://www.myspace.com/shazalakazoo

Entré:80 DKK (60 DKK for studerende)

Dør: kl. 21.00 - 04.00 (koncert kl. 22.00)

Køb og bestilling af billetter


 

GLOBAL - NØRRE ALLE 7
DK 2200 KØBENHAVN N.
WEB: GLOBALCPH.DK
E-MAIL: INFO@GLOBALCPH.DK